Login

Det er IKKE nødvendigt at logge ind for at tilmelde dig Ba-Con!

Dette er primært til Brimir medlemmer

Torsdag aften

Reservoir Elves

Aften på the Fiery Flagon i et af Waterdeeps utallige slumkvarterer. En halflings hvinende stemme blander sig med en halvorks grove røst. I et hjørne sidder fem elvere. En mand kommer hen til bordet med seks store krus.

"Ok, folkens. Lad os få det formelle ud af verden først. For jeres egen sikkerheds skyld får I kodenavne, så I har noget at kalde hinanden under jobbet, men samtidig ikke kan stikke hinanden, hvis en eller flere af jer skulle blive snuppet af byvagten. Hvis I ikke kender hinandens navne, kan alverdens totur og scrying spells ikke hjælpe 'vagten med at finde jer. Af samme grund bør I holde jer fra at snakke om personlige ting; venner, familie og hvor I kommer fra. Det er sgu også lige meget hvilken skov, I kommer fra."

Den sporadiske latter fra de fem elevere bliver opslugt af larmen fra kroen.

"Så I er fra nu af, Mr Platinum, Mr Gold, Mr Electrum, Mr Silver og Mr Copper."

"Hvorfor skal jeg være Mr Copper? Det er sgu ikke et særlig sejt navn"

" - og hvad med Mr Electrum, det er jo ikke engang et rigtigt metal."

"Det fandme fordi du er en halvelver! Hvis I ikke kan lide jeres dæknavne, kan I sgu skride her og nu. Det her er ikke afstemning i et lav for gnom illusionister"

"Hvorfor kan vi ikke bare vælge vores egne navne?"

"For så sidder der fem elvere og skændes om, hvem der skal være Mr Mithril. Siden ingen af dem kender hinanden, er der ikke en, der vil give sig, og man kommer aldrig videre."

"Ok, ok, ta' det roligt, Joe. Så er jeg Mr Copper, sådan skal det heller ikke være…"

Et Fantarantino heist scenarie til D&D 3.5, med klicheer, intriger, fortællesekvenser, attitude og afskårne elverører!

Forfatter: Kristian Bach Pedersen
System: D&D 3,5
Genre:  Fantarantino  (Action/drama/komedie)
Antal spillere: 5
Varighed: 2-3 timer
Style: Danish
Bemærkninger: Reservoir Elves er et af de bedste danske rollespilsscenarier som er skrevet og Ba-Con er stolte af at kunne præsenterer det i vores program. Scenariet er skrevet af Kristian Bach Pedersen til Fastaval i 2009. Udover Otto-nomineringer for Bedste roller og Bedste Formidling vandt scenariet Ottoen for Bedste Scenarie, og Kristian var ikke sen til at udnytte taletiden på scenen til at fri til hans kæreste (nu kone) Mette. Er du fan af Reservoir Dogs, som scenariet er et spoof på, så er det et MUST for dig at spille dette scenarie.

Faldne Engle

Hvad gør seks Engle i Los Angeles? Hvad gør seks Engle, der er kastet bort af Gud efter et enkelt fejltrin, kastet ned på Jorden i en by, de knap nok kender, i kroppe, der er dem fremmede, kroppe, der reagerer på en måde, de seks Engle havde glemt alt om? Hvad gør seks Engle, der intet har at holde sig til udover hinanden, deres kræfter, som begynder at svinde, og en tro, de har svært ved at fastholde? Hvad gør seks Engle i Los Angeles?

Hvad vil Gud?

Dette scenarie handler om tvivl, om smerte, om at tage beslutninger, om at tage fejl. Det handler om at lære en verden at kende, der burde være tættere på, end den er, og som kommer tættere på, end den burde. Det handler om troskab, om kærlighed, om godhed, og det handler om at leve og dø for en sag, og kun for den. Det handler om Gud. Men mest af alt handler det om Engle.

Forfattere: Anne Vinter Ratzer og Lars Kroll
System: Systemløst.
Genre: Drama
Antal spillere: 6
Varighed: Ca. 5-6 timer.
Style: Danish
Bemærkninger: Faldne Engle er en klassiker inden for dansk rollespil Har du endnu ikke spillet dette scenarie, så er det nu du skal gribe muligheden. Scenariet blev skrevet til Fastaval i 1998, hvor det blev nomineret til hele 3 Ottoer (bedste scenarie, bedste spillepersoner, bedste bi-personer) Sidenhen er det blevet spillet på en hav af kongresser, og opnået stor ros og anerkendelse.

The S.W.I.N.E. Squad 4: Denne Gang Brænder Baconet På

I er den ledeste og hårdeste omgang møgsvin I den amerikanske hær og når der går ild I fedtet er det jer der bliver tilkaldt til at give en røvfuld til fjenderne af frihed, lighed og veltilberedt svinekød. Denne gang bliver i tilkaldet da al kommunikation fra en militærbase der arbejdede med en vaccine imod bio-våben-udgaven af svine-influenza stopper. I skal bare finde ud af hvad der sker, men intet går som forventet, med undtagelse af at intet går som forventet, hvilket var hvad man havde forventet.

Heldigvis er der ingen problemer Svinene ikke kan løse med en håndfuld eksplosioner og en flod af blod.

Så lad din ”lille væn”, find håndgranaterne frem og tænd en god cigar, før du kaster dig ud i at servere en middag bestående af bly og iskold frygt til dine fjender.

”Denne Gang Brænder Baconet På” er et b-films inspireret action scenarie af den gamle skuffe, hvor det er bly, blod, vold og humor er i højsædet.

Forfatter: Tobias Jørgensen
System: Hjemmelavet, but ekstremt simpelt.
Genre: Action
Antal spillere: 3-5 spillere
Varighed: Ca. 4 timer.
Style: DK

Skygger over Spøttrup

Katrine, Oliver, Jaqueline, Mads, og Andreas er hekse. Eller, det er i hvert fald det de har valgt og kalde sig selv. For fem år siden fandt de ud af at de besad evnen til at få magi til at virke. Voodoo-dukker, Ouija boards, ritualer, og velsignelser. De blev en tæt vennegruppe, og valgte endda og gå på det samme gymnasium i Hillerød. I de fem år er der sket mærkelig ting for dem. De har set uhyrer, levende skygger, og lært at verden gemmer på et lag under det kedelige grå hverdags liv som de kender. Men hvordan forklarer I jeres forældre at der er monstre i verden men det kun er unge som jer der kan se dem? De holdte deres gaver for dem selv, skjulte deres talenter, vel vidende at der ER mere mellem himmel og jord, og det er bestemt ikke rart. Nu skal klassen af sted på et tværfagligt projekt, og rejsen går til den lille by Spøttrup i Vest Jylland, hvor de skal mødes med en anden klasse. Men noget er ikke helt som det skal være. Gemmer byen på en hemmelighed, er folkene i byen helt normale, eller er der også her noget mere end øjet ser. Grib en af de pre-skrevne roller, og tag med på turen til Spøttrup for at opdage hvad der gemmer sig i den verden I ellers troede var så sikker og tryg.

Forfatter: Kim Westergaard Hansen
System: Ghost Stories (Hjemmelavet)
Genre: Horror / Investigation / Drama
Antal Spillere: 3-5 spillere.
Varighed: 6 timer
Style: US style.
Bemærkninger: Rollerne er ikke kønsbestemte, men deres personlige plot involvere romantik, så man kan risikere og skulle spille romantisk engageret i sit eget køn. Hvis dette skræmmer dig, så genovervej om det her er et spil for dig)

Om forfatteren: Kim har spillet rollespil siden de tidlige teenageår, er både kreativ og kunstnerisk og glad for katte i alle former og farver. (gris!) Kim har Storytellet Vampire siden han kom ud på HU og hans store erfaringer med det system og WOD settingen har ledte til udvikling af Gost Stories som er det hjemmelavede system som bliver brugt til dette scenarie.

There Must Be Some Way Out of Here

Politisk intrige scenarie i Battlestar Galactica universet

Mennekseheden ligger i dine hænde. Mens de sidste overlevende glider igennem rummet forfulgt af Cylon flåden er det op til dig at udstikke kursen for fremtiden. Sammen med 11 andre repræsentanter vil du nu skulle stå overfor beslutninger der kan betyde menneksehedens overlevelse eller undergang. Du er en af de 12 udvalgte politikere. Velkommen til Battlestar Galactica. Velkommen til The Qourum of Twelwe.

Fremtiden ligger i dine hænder.

Kort om universet: Universet i Battlestar galactica er henlagt til en rumflåde som gliver gennem rummet med de eneste overlevende mennesker der er tilbage ca. 40.000. Flåden kommer dog ikke fra jorden men fra de 12 kolonier som er det sted menneskeheden kommer fra i dette univers. Man har dog hørt om en 13 sagnsomspunden koloni ved navn Jorden. Grunden til menneskehedends udslettelse heder cylons. Cynlons er nogle robotter som mennekseheden selv skabte men som gjorde oprør og udkæmpede en krig med menneskehede for ca 50 år siden. Denne krig endte med en våbenhviel og fred hvor menneskeheden beholdte sine 12 kolonier mens cylons trak sig tilbage til en anden planet. For kort tid siden kom cylonsne tilbage og nukede de 12 kolonier i et overraskelsesangreb. Cylons tager to former som genkendelige robotter i robot form og som de såkaldte ”skin jobs2 sylons i menneskelig form som har infiltrret menneskeligheden. De overlevende mennesker flygtede i rumskibe som nu er samlet i en flåde under beskyttelse af krigsskibet ”Battlestar Galactica.” Menneskeheden regeres dels af militæret og Admiral Adama dels af den civile administrationen som består af en præsident og en et råd valgt af de overlevende fra hver koloni ”The Qourum of twelwe” - spillerne.

Forfatter: Pelle Johansen
System: Systemløst
Style: US
Antal spillere: 12-13
Type: Semi Live
Genre: Intrige/Scifi

Fredag

Lydias bryllup

En varm solbeskinnet dag på den Envirôniske savanne. Alt er tørt. Støvet på vejen hvirvles op af karetens hjul imens den hastigt rumler over den blottede, tomme slette. Seks personer i kareten. Seks personer på vej til en fest. Et bryllup. Seks personer, der tavse og svedende, tålmodigt lader sig glide frem mod deres mål. Familien Zarrellatons øde husmandssted. Rammen for brylluppet. En oase på savannen, hvor gæsterne frit kan forlyste sig, hvor mange betydningsfulde folk vil være at finde, for at fejre en rigmandsdatters bryllup, en alliance imellem rigdom og magt. Imellem penge og politik. Seks personer, med hver deres hemmeligheder og mål, skjult i et slør af påtaget familiær venlighed og mere eller mindre åbenlyse intriger. Seks personer, der trods deres forskellige mål, er blevet sat sammen, på en rejse ind i den Envirôniske overklasse; en tur, der kun tillader rejse med enkeltbillet. Velkommen til Lydias bryllup, scenariet der gør at du aldrig vil ønske at blive gift.

Forfattere: Daniel Benjamin Clausen, Jesper Stein Sandal & Peter Cornelius Møller
System: AD&D
Genre: Fantasy, Intrige & Investigation
Antal spillere: 6
Varighed: 6 timer
Style: Danish
Bemærkninger: Lydias Bryllup er et prisvindende scenarie skrevet til Fastaval i 1998. Det er mere et action/intrige/investigation scenarie end det er et kamp-spil. Scenariet anses i dag som en klassiker og har tilmed sin egen fangruppe på Fyn. Lydias Bryllup er en forhistorie til scenariet Lydias Begravelse, som også er med på BaCon 2012.

Krystalslangens Hemmelighed

Vi er 1920'erne og Den Store Krig er overstået. 4 medlemmer af en amerikansk elite-enhed er gået hvert til sit. Men en ny opgave kalder... Krystalslangens Hemmelighed er et scenarie sat i White Wolf's Adventure!-setting. Det er Pulp i bedste Indiana Jones/Rocketeer/The Shadow-stil. Scenariet byder på opfindelser, indbrud, rejser, jungler, hemmeligheder og masser af action. Der kræves intet kendskab til systemet eller settingen, bare en villighed til at kaste sig ud i eventyr!

Forfatter: Jacob Klünder
System: Adventure!
Genre: Historie (alternativ), eventyr, action, introduktion
Antal Spillere: 4
Varighed: 6 timer
Style: US Style

En Svinestreg

Når Ptolus' elite rammes af vanvid, mord og dyrisk adfærd, er det op til en lille gruppe diskrete undersøgere at komme til bunds i historien, før skandalen ødelægger adskillige adelsfamiliers gode navn og rygte. Ender eventyret godt, eller bliver det til en rigtig svinestreg? Et Pathfinder eventyr i Monte Cook's Ptolus: City by the Spire for 6 6. level karakterer.

Forfatter: Søren Keis Thustrup
System: Pathfinder
Genre: Fantasy-investegation
Antal spillere: 6
Varighed: ?
Style: US

Om Forfatteren: Søren K. Thustrup begyndte at spille rollespil i midt-firserne og er aldrig rigtig stoppet. Han har været medforfatter sammen med Monte Cook på flere con-scenarier samt Goodman Games' Vault of the Iron Overlord og selv skrevet adskillige andre eventyr for Fiery Dragon Productions og Rite Publishing. Søren er fra Valby, hvor han i tre forskellige kampagner får tilfredsstillet sin trang til at bringe karakterer i knibe. Han har aldrig DM'et i en gruppe med en halvorkisk barde, en gnomisk paladin eller en halfling tyv.

Esoterrorists

Varevognen med de tildækkede ruder samlede dem som sædvanlig op på forskellige steder i København. De så genkendende på hinanden.

”Nå, så mødes vi igen. Hvad mon han har til os denne gang?”

De havde mødt hinanden flere gange før, først til sagen om spøgelserne i Horsens Tugthus og senest i efteråret i sagen om den falske betalingsring og Stevnsfortet.

Hr. Sand, deres faste kontaktperson i Ordo Veritatis, tog imod dem.

”Jeg ved ikke, om I har læst sidste uges aviser? Det har I! Også dette?”

Han lagde en avisartikel frem foran dem.

”Vi har fået et tip om at det er Esoterroristerne, der står bag. Det lyder måske usandsynligt, men vi vil gerne have nogen til lige at undersøge det – gerne nogen med lidt erfaring”

Scenariet vil som sædvanlig tage udgangspunkt i en frisk avisartikel. Det er lavet i systemet Esoterrorists, hvor præmissen er at Ordo Veritatis (”de gode”) kæmper en evig kamp mod Esoterroristernes okkulte angreb på virkeligheden som vi kender den.

Forfatter: Torben Ussing
System: Esoterrorists (Gumshoe)
Genre: Paranormal investigation
Antal spillere: 6 
Varighed: ca. 4-6 timer.
Style: US <
Bemærkninger: Esoterrorists er en hel serie af scenarier lavet af Dansk Rollespils grand old man Torben Ussing. De samme roller går igen fra scenarie til scenarie (med enkelte udskiftninger) men hvert enkelt scenarie tager udgangspunkt i en aktuel nyhedshistorie (avisartikel) Torben Ussing har tidligere lavet Esoterrorists scenarier til bl.a. Viking-Con, Vintersol, Ba-Con 2010 og Con2.

 

Fredag aften

Lydias Begravelse

Brennan Zarellaton stod uroligt på den glohede sandstenstrappes øverste trin og vippede nervøst med foden. Han sukkede utålmodigt. Flere gange vendte og drejede han sig, som om noget indeni pinte ham. Han kneb øjnene sammen i middagssolen og kastede endnu et blik ud over den tilgroede gårdsplads, forbi den rustne jernport, ud af alléen og ud mod støvskyen ude på savannen. Omsider ville Lydia vende hjem. Omsider skulle han se sin bortløbne søster igen. Omsider, efter 14 års flugt og ydmygelser. Der var dog en fordømt detalje, der gav Brennan en bittersød smag i munden, da kareten skramlede ind på gårdspladsen. På karetens tag var en sort trækiste spændt fast. Lydia var død.  

Lydias Begravelse er et klassisk intrigescenarie, hvor alle spilpersonerne har hemmeligheder og deres egne mål, som afsløres undervejs. Scenariet udspiller sig i en fantasyverden, 14 år efter Lydia stak af med sin elsker for at undgå et arrangeret ægteskab. Nu skal den ruinerede familie, den forsmåede gom og dusørjægeren gøre nogle usædvanlige regnskaber op, inden Lydia kan stedes til hvile i familiens mausoleum. Lydias Begravelse er en selvstændig fortsættelse af Lydias Bryllup fra Fastaval 1998, men er blot inspireret af det gamle scenarie, og du behøver derfor ikke have spillet Lydias Bryllup.  

Forfattere: Daniel Benjamin B. Clausen, Jesper Stein Sandal og Peter Cornelius Møller.
System: D&D Light (mashup af de to nyeste udgaver i forenklet form)
Genre: Fantasy-intrige
Antal spillere: 6 (6 roller) og en spilleder.
Forventet spiltid: 6 timer
Spillertype: Intrigespiller med en vis sans for humor
Spilledertype: Skal kunne holde styr på flere samtidige plots og være god til at klippe.

Om forfatterne: Forfattertrioen bag Lydias Bryllup er gentagne gange blevet opfordret til at skrive en fortsættelse på historien. Fans af det første scenarie har joket med titlen ”Lydias Begravelse”, og efter i flere år at have grublet over, hvordan de kunne fortsætte historien, er forfatterne efter 14 år omsider klar til at præsentere fortsættelsen til Lydias Bryllup med det samme forfatterhold. Daniel har de sidste mange år sørget for, at Fastaval-folket fra København kunne komme billigt til Fastaval. Peter er højt dekoreret Dirtbuster-veteran. Jesper har siden Lydias Bryllup skrevet en bunke scenarier til Fastaval.

Messe for en Galning

På det psykiatriske plejehjem Mølledal er en mand død. En gruppe efterladte slægtninge mødes på plejehjemmet og mens de sidder og drikker dårlig kaffe, afbrydes de uventet af et vildt og voldsomt skrig. I en skovhytte står en køn ung kvinde samtidigt smilende foran et gammelt spejl. Med hurtige bevægelser skærer hun sine øjne ud. David Riis, som har betragtet hende gennem en kraftig kikkert, gyser uvilkårligt. Meget langt derfra sidder en gudinde og ler stille.

Nogen tid senere finder jeg ved en tilfældighed Davids efterladte notater. - Og sådan begynder det.  Velkommen til Galskabens Dal. Befolket af dårer og kættere. Nøglen til dit liv, din fremtid og din fortid er i deres hænder. Et scenarie om tvangstanker, heksekunster, blodets bånd og verdens forestående undergang.

Forfatter: Michael Erik Næsby & David Riis.
System: Systemløst.
Genre: Gyser
Antal spillere: 6
Style: Danish
Bemærkninger: Messe for en Galning er en perle inden for Dansk Bordrollespil. Skrevet til Fastaval 2000 (og vinder af Ottoen for Bedste Scenarie) Scenariet giver både GM og spiller et mentalt mindfuck, og anbefales derfor ikke til unge, eller uerfarne spillere.

De Sorte Svin fra Skoven

“Now in darkness world stops turniiiiing. Ashes where the bodies burniiiiiing. No more war pigs have the poweeeeer. Hand of God has struck the” *CLICK* Slick afbrød den skingre vokal, der gjaldede ud fra båndoptageren i truckens førerhus. Han havde aldrig fundet ud af, hvad bandet hed, men siden båndet sad håbløst fast derinde, var det nu engang det, der blev hørt. Bankelyden fra lastrummet tog til. Nogen ville tydeligvis have ham til at stoppe. Slick signalerede med hornet til Nine, der red igennem det støvede landskab side om side med trucken på motorcyklen. Så sagtnede han langsomt farten på det tonstunge fartøj.

Udenfor førerhuset ramte stanken af svovl ham i ansigtet. Sandet under truckens hjul var tydeligvis spædet godt op med det stinkende gule grundstof, og han fik hurtigt trukket sit tørklæde op foran munden. Fra toppen af lastrummet blev en luge slået op, og White stak sit hoved op. Hun rynkede på næsen og sendte ganske ufeminint en spytklat ned på den golde jord.

”Hvornår er vi i Pork Town – det er fandme uger, siden vi sidst har set civilisation… eller hvad man nu skal kalde det?”

Slick trak på skulderen. ”Vi er fremme, når vi er fremme. Og den her slags pauser gør jo ikke turen kortere”.

Fra truckens bagende dukkede vognens to andre passagerer op. Trods stanken, virkede både Mask og Pump godt tilfredse med at komme ud og strække benene.

Hængende fra døren stirrede han ud over de øde vidder.  ”Fuck mand, tænk, at det her engang var et rigtig land og ikke bare en ødemark…”

Forfatter: Kristian Bach Petersen
System: Atomic Highway eller D20
Genre: Post Apokalyptisk actiondrama
Antal: 5 spillere/1spilleder
Varighed: 5-6 timer
Style: Danish

Kupalas Nat

Du inviteres hermed til at fejre den helligste af alle nætter; Kupalas Nat, hos Fyrst Gregori. Natten forinden vil der være en fest på Fyrst Gregoris slot. Denne fest vil blive afholdt under våbenhvile og gæstevenskab.

Kupalas Nat er den helligste, men også den farligste, nat i Tzimisce klanens år. Denne nat fjernes barriererne mellem den almindelige verden og åndeverdenen, og de onde Kupala-ånder kan bekæmpes. Vampyrer af Tzimisce-klanen samles ofte på bestemte hellige steder for at afholde Kupalas Nat, og natten før fester de. Dette er en sådan fest. Karaktererne er samlet hos fyrst Gregori, stamfader til de tilstedeværende vampyrer, i det år de kristne kalder 1201.

I forbindelse med helligholdelsen af Kupalas Nat er der generel våbenhvile i hele den ellers internt stridende Tzimisce klan. Derfor er festen en lejlighed for alle, venner som fjender, til at mødes, handle og snakke sammen.

Festen bliver afholdt "real-time". Dette er ikke et Toreador-bal med planlagt underholdning, men derimod den eneste lejlighed for at møde og handle med andre under beskyttelse af våbenhvile.

Selve Kupalas Nat spilles ikke, da det er en stor massekamp, men ved scenariets afslutning vil der blive fortalt, hvordan kampen går (med rig mulighed for at påvirke slagets gang).

Forfatter: Maiken og Jacob Klünder
System: Mind’s Eye Theater (Live regler for Vampire: the Masquerade). Der kræves intet kendskab til reglerne for at spille, men en smule kendskab til Vampire-settingen vil være en fordel. Der er nogle siders information om baggrunden for scenariet og settingen som man skal have læst igennem inden spillets start. Disse vil selvfølgelig blive medsendt din karakter.
Genre: Historisk, Drama, Intrige
Style: Live
Antal Spillere: 34

Lørdag

Panik i galehuset

Megalomania, paranoia, scizofreni, mytomani, melankoli – ja, patienterne på Pilconnies Peaceful Farms lider af en bred vifte af forskellige sindssygdomme. Men fem af dem holder sig som regel lidt for sig selv.

Nok er de sindssyge; men de ved også hvorfor, og de ved at forstanderens velmenende forsøg på at få dem til at indse, at deres oplevelser ikke har været virkelige, har været vrangforestillinger og hallucinationer – ja, det er bare fordi folk som dem har beskyttet ham mod den barske virkelighed, der lever under overfladen. Indespærring her er en høj pris at betale; men ikke for høj for at beskytte staklerne derude mod skabningerne fra den okkulte verden.

Her på hospitalet er der trygt, her kan de måske med tiden få deres forstand tilbage – men hvorfor er de pludselig begyndt at have urolige, blodige drømme? Og hvorfor sniger nogle af de andre patienter sig ud om natten? Og er det blod, der er på noget af tøjet i vaskeriet?

Et Cthulhu-eventyr for 5 tidligere efterforskere + en keeper

Forfatter: Torben Ussing
System: Trail of Cthulhu (Gumshoe)
Genre: Horror
Antal spillere: 5
Varighed: Ca. 5-6 timer.
Style: Danish
Bemærkninger: Panik i Galehuset er skrevet til Vintersol 2012 af Dansk Rollespils grand old man. Torben Ussing skulle eftersigende have skrevet Danmarks første con-scenarie engang i starten af 80’erne.

Corpse Run: Take it or leave it

Cleric'en er nede, efter hun blev ramt af en dødsstråle fra necromanceren Bargle. Få øjeblikke senere flygter I over hals og hoved gennem den hemmelige dør, som elveren Tschikik heldigvis opdagede. Med en død cleric på slæb og kun få livspoint og magiske spells tilbage, forsøger I nu at finde en ny vej ud af Bargles dungeon, før necromanceren og hans minions når at indhente jer. Scenariet handler om en gruppe eventyrer, som skal forbi fælder, monstre og forhindringer for at komme ud af en klassisk dungeon, før de bliver fanget. De har kun et lille forspring til deres forfølgere og er nødt til at være opfindsomme for slippe ud i live. Scenariet er en hyldest til Gary Gygax og Dave Arneson.

Forfatter: Jesper Stein Sandal
System: D&D
Genre: Fantasy-komedie
Antal spillere: 5
Varighed: ca. 4 timer
Style: Danish
Bemærkninger: Corpes Run er endnu en fantasy-komedie af Jesper Stein Sandal. Jesper Sandal er efter nogle år i landflygtighed i Californien tilbage i Danmark og igen produktiv som scenarieforfatter. Et af hans trademarks er lave twists på kendte genre. (og tegneserier) Som f.eks. Steen & Stoffer scenariet ”Mørkeræd”, D&D scenariet ”Ingen Vej Ud” og Andeby cyperpunkscenariet ”Reservoir Ducks” Sidstnævnte er også med i årets Ba-Con program.

Lørdag aften

Ætherbombens Eftermæle

Ætherbombens Eftermæle er et steampunkscenarie sat i en alternativt Europa inden, under og efter første verdenskrig. Hvor videnskabsmænd og -kvinder kan bruge deres talenter og evner til at skabe dødsstråler, skabe energi til at animere døde og kreere super Zeppelinere.

Er det en succes, hvis man bringer gratis elektricitet til fjerne egne af Europa, hvis det indebærer at udstyre Den Røde Hær med supervåben? Helliger målet midlet en sådan grad, at det er værd at gøre befolkningen i London til mutanter for at opnå fred i det Osmaniske Rige og på Balkan? Og hvem er den moralske sejrherre når den mumificerede Dronning Victorias dampdrevne Tripoder støder sammen med den prøjsiske hær af kemisk animerede zombiesoldater? Med store evner, følger stort ansvar - kan du som spiller leve op til det?

Forfattere: Stefan von Lægteskov
System: Systemløst.
Genre: Steampunk
Antal spillere: 6
Varighed: Ca. 6 timer.
Style: Danish
Bemærkninger: Ætherbombens Eftermæle er en Jesu Bar Mitzvah produktion (Odensiansk forfatterkollektiv) og er sat til at kører på Fastaval 2012. Forfatteren Stefan von Lægteskov, har rod i Odenses rollespilsmiljø og har tidligere skrevet et utal af scenarier til Fastaval og Vintersol.

Snehvides Sorte Sjæl

Hvad er det, der er hvid som sne, sort som Ibenholt og rødt som blod?

”Seriemordere er i virkeligheden slet ikke noget almindeligt forekommende fænomen. De er, næsten ligesom eventyrernes uhyrer, mest et udslag af vor trang til gys og uhygge. Men selvfølgelig findes de faktisk og virkelighedens historier ender ikke med at de gode lever lykkeligt til deres dages ende, tænkte agent White fra FBI’s Specialenhed, men han gik ad den snedækkede indkørsel op mod det store mørke hus på toppen af bakken.

White var filosofisk anlagt og mange af hans kolleger anså ham for at være sær, men i det mindste troede han hverken på eventyr eller rumvæsner. Det var hans dybe velovervejede overbevisning at mange af verdens store og små begivenheder var udslag af alting fundamentale meningsløshed. Han vidste godt at hans mørke livssyn vanskelliggjorde visse højere rangerede kollegers indsats for at indpasse ham i diverse arbejdsgrupper og projekt-teams. Tanken om disse velmenende menneskers mange anstrengelser på hans vegne var en af de få ting her i livet, der gav ham en vis entydig oplevelse af tilfredshed.

Der var blodspor i sneen.

Et besynderligt mord på en kendt fotomodel sætter jagten i gang. Men hvem jager hvem? hvad er egentlig galt med den unge dames mor? og hvad er det for noget med de syv små mænd, der dukker op hele tiden? Gys, investigation og action i et kringlet eventyr møder spillerne, der er medlemmer af FBI’s Special Investigations Unit på jagt efter en mystisk seriemorder. Spænd sikkerhedsselen og hold hovedet koldt; Dette er scenariet, hvor X-files møder CSI og derefter farer vild i en stor, mørk skov.

Forfatter: Michael Erik Næsby
System: D6
Genre: Gys & investetation
Antal spillere: 5 spillere og spilleder
Varighed: ca. 4-5 timer.
Style: Danish
Bemærkninger: Ba-Con er meget stolte af at præsenterer dette premiere-scenarie af en af Danmarks mest erfarne og velrenommeret scenarieforfattere Michael Erik Næsby.

Det Røde Cirkus

Et Dreamscape Scenarie

”Menneskehedens drømme virker måske som et vanvittigt og uhyggeligt sted, men jeg ved bedre, og med tiden vil du også få åbnet dine øjne. Drømmelandet er ikke begrænset til mareridt. Der er både skønhed og eventyr skjult bag vanviddet, hvis bare man giver sig tid til at se ordentligt efter. Og glem ikke at i drømmen kan du alt, være alt og skabe alt, så længe du har fantasien og viljen til det.

Verdener bliver til og går til grunde i takt med at mennesker falder i søvn og vågner, og det er vores ansvar at opleve dem alle og afsløre deres hemmeligheder. Når alt kommer til alt er der jo ingen andre end os der kan gøre det. Og fra tid til anden kan vi tilmed gøre noget godt for de vågne undervejs.

Så lad vær med at sky vanviddet. Det er en del af drømmeland, og nu er drømmeland en del af dig.”

Da en indflydelsesrig politikers søn bliver kidnappet og myndighederne har opbrugt deres muligheder for at finde ham, bliver en gruppe drømmerejsende (spillerne) det sidste håb for at finde det forsvundne barn og hans kidnapper. Ved hjælp af en gammel MRI-scanning kan de rejsende komme direkte ind i barnets drøm, hvor de forhåbentligt kan finde et spor der kan redde ham.

Men kan de nå at rede barnet før drømmen tvinger dem tilbage til den vågne verden – eller endnu værre, driver dem til vanvid?

Dreamscape er inspireret af f.eks. Inception, Alice I Eventyrland og A Nightmare on Elm Street. Ideen med systmet er at give både spillere og spilmestre en oplevelse af at være medskabere af den surrealistiske verden de spiller i. Spilmesterens har selvfølgelig skabt verdenen på forhånd, men den kan i høj grad ændres og påvirkes af spillerne selv, på samme måde som en spilmester ville gøre undervejs. I spillet I en drøm er det kun fantasien der sætter grænserne og det er hvad hele systemet er bygget op omkring.

Det Røde Cirkus er et introduktions scenarie til Dreamscape systemet og er et scenarie der appellerer til de spillere der gerne vil udforske den uhygge og eventyrlige surrealisme der findes i drømme.

Forfatter: Tobias Jørgensen
System: Hjemmelavet, men lige til at gå til.
Genre: Eventyr/Horror/Surrealisme
Antal spillere: 3-5
Varighed: 6 timer.
Style: Danish

Søndag

Reservoir Ducks

Regnen siler vedholdende fra den mørke nattehimmels tunge skyer ned over  byen. Lyset fra skyskraberne og lysreklamerne spejler sig i den regnvåde  asfalt på byens boulevarder. I en mørk sidegade blinker lysene på en  patruljevogn om kap med det røde neonskilt udenfor Joe's Mælkebar, der  proklamerer, at her fås den originale »Sorte Andedam Milkshake«. Ved et  bord i barens mørkeste krog, som Joe er så stolt af, sidder seks våde  ænder og skuer tavst ud gennem de mørke glas i deres solbriller.

Er du til Jumbobøger, masser af eksplosioner og ublodig men stadig  hårdkogt vold? Er du til fremtidens storbyer med alt hvad det indebærer  af snavs? Savner du ingen forklaring på hvorfor det altid er nat og  regner derude i fremtiden? Og frem for alt: har du humor? Kan du klare  at udvide rammerne for vores elskede Disney-figurer, uden at gå over  stregen? Så er du lige anden vi mangler, når Onkel Joakims Pengetank er  blevet tømt grundigere, end en amerikansk husmor kan tømme en æske  chokolade.

Forfatter: Jesper Stein Sandal
System: Systemløst
Genre: Disney-Cyber-Action-komedie
Antal spillere: 6 spillere
Style: Danish
Bemærkninger: Skrevet til Viking-Con i 1997 og opnåede med sit Andeby cyperpunk koncept på kort tid en kult-status i rollespilskredse. Hvilket medførte et Reservoir Ducks II til Fastaval året efter.

Kuppet

En gammel sort Fiat Cinquecento ruller ind på parkeringspladsen til den firkantede, sølvgrå, beton bygning som i mere en tredive år har huset Academybanken, med dens familievenlige lån og faste lave rente.

Det er her mændene i den stjålne sorte Fiat, om et øjeblik har tænkt sig at gå ind, maskeret med hætter og masker, for at rippe opsparinger og indkassere lånegebyr og det hele, helst i tusindkronesedler. Cold cash.

”Er dette den sidste udvej? Vil rigdom løse alle mine problemer? Og hvor langt vil jeg gå for rigdom?” Dette er nogle af de spørgsmål som suser igennem hovederne mens deres adrenalin pumpende hjerter skyder i galop og de gør sig klar til at træde ud af bilen ind i kuppet!

En ”Røverhistorie” af: Emil E Hennild.

Forfatter: Emil E. Hennild
System: Systemløst.
Genre: Action
Antal spillere: 5
Varighed: ca. 4-5 timer.
Style: US
Bemærkninger: Emil Hennild er erfarne live- og bordrollespiller og arbejder semi-professionelt med liverollespil igennem Eventyrridderne.
Kuppet er Emils første kongress-scenarie men formentlig nok ikke det sidste.

Bringin' Home Baby

Et mystisk meteor slår ned i nærheden af Moonsilver Forest og helvede bryder løs! Mystiske misfostre sniger sig rundt i skovbrynene, ondskabsfulde drømme og uhyggelig inspiration opildner de sindssyge i en nærliggende by og en ensom alkymist står pludselig med et spædbarn, han skal have bragt i sikkerhed. Kan I undvige uhyrerne i Moonsilver Forest samtidig med, at I bærer en baby?

Et Pathfinder eventyr i Monte Cook's Ptolus: City by the Spire for 4 4.-level karakterer.

Forfatter: Søren Keis Thustrup
System: Pathfinder
Genre: Fantasy
Antal spillere: 4
Varighed: ?
Style: US
Om Forfatteren: Søren K. Thustrup begyndte at spille rollespil i midt-firserne og er aldrig rigtig stoppet. Han har været medforfatter sammen med Monte Cook på flere con-scenarier samt Goodman Games' Vault of the Iron Overlord og sels skrevet adskillige andre eventyr for Fiery Dragon Productions og Rite Publishing. Søren er fra Valby, hvor han i tre forskellige kampagner får tilfredsstillet sin trang til at bringe karakterer i knibe. Han har aldrig DM'et i en gruppe med en halvorkisk barde, en gnomisk paladin eller en halfling tyv.